Michel Camille

 

Musiker - Bratsch/Viola

Michel Camille modtog allerede under sin uddannelse en lang række udmærkelser, den første da han som 11-årig fik stipendium til den traditionsrige Wells Cathedral School, senere ’Concerto prize’ ved Banff Fine Arts samt, i 1989, den eftertragtede ’Premier Prix’ som bratschist ved Guildhall School of Music, hvor han studerede hos professor David Takeno.
 
Michel optrådte helt fra de tidlige år i koncertsalene i London og rundt om i verden. Efter i en årrække at have spillet med orkestre som Academy St. Martins, BBC Symphony, London Musici, Scottish Chamber Orchestra og City of London Sinfonia, dedikerede Michel sig til kammermusikken, og har siden ikke blot som optrædende, men også som kunstnerisk leder arbejdet for såvel den klassiske som den kontemporære kammermusikscene. Han har samarbejdet med blandt andre Pellegrini Quartet, Christian Altenburger, Steven Dann, Marko Ylonen, Ernst Kovacic, Juhani Lagerspetz og David Grimal. Han grundlagde i 1999 den årligt tilbagevendende Esbjerg International Chamber Music Festival.
 

Michel blev ansat ved Esbjerg Ensemble i 1995 og var kunstnerisk leder fra 1997-2001.